TEATER95B

Teater - Musik - Comedy

Back to All Events

KUNSTEN SOM SAMFUNDSKRITIK

POUL NESGAARDS SAMTALESALONER

En filmskaber utrætteligt i opposition. Et par fandenivoldske radiosatirikere. En forfatter med en sten i skoen. En dokumentarist med et opdragende ærinde. Gennem fire samtaler afsøger Poul Nesgaard området for kunstens kritiske potentiale. Forvent diskussionslyst med afstikkere til de film, der har sat ild til fantasi og livsånd hos deltagerne.

 

Salon med forfatter Peder Frederik Jensen

 

Jeg er ikke vokset op i et vildt kunstnerisk hjem, men et hjem præget af, at min far var præst: pæne billeder på væggene og morgen- og aftenandagt – tryghed og ingen farer. Som 16-årig kom vendepunktet. Jeg blev, sammen med min storebror og nogle af hans venner, ansat til at producere ungdomsprogrammer i DR. Det var noget af et kraftspring ud i en verden præget af ungdomsoprøret, den frie kærlighed og kampen mod autoriteterne – jeg overlevede som den iagttagende uskyldighed og forsøgte at forstå og skabe mening i galskaben. Jeg kan stadig chokeres over livet og tilværelsen, og gudskelov for det, og hvor er det befriende, at der til stadighed er nogle, som tør udfordre livet, samfundet og tiden gennem kunsten – godt hjulpet på vej af den iboende menneskelige nysgerrighed og den fremstormende teknologi.

Jeg vil med ungdommelig nysgerrighed se frem til samtalen med forfatter Peder Frederik Jensen, som er aktuel med romanen Vold. Peder Frederik Jensen giver i sit forfatterskab indblik i menneskets natur og dysfunktionelle relationer – til tider ubehagelig læsning.  Hans virke, som med stiftelsen af Tidsskriftet Morgenrøde (2010), et selvudråbt ”skrig fra skraldecontaineren”, søger at gøre kunsten bredt funderet og tilgængelig for alle. Han deltager således i samfundsdebatten både i og uden for fiktionen.

Af Poul Nesgaard

Earlier Event: August 31
NOTER OM PITCHING
Later Event: August 31
EN ØJENÅBNER TIL KINA